Lidt men godt

img_3424

Kvalitet frem for kvantitet. Kært barn har mange navne, men i reglen går jeg altid så vidt det overhovedet er muligt efter ”lidt men godt”. Her tænker jeg ikke, når jeg spiser chokolade eller den slags. Jeg tænker mest i sociale sammenhænge, som godt kan tære på mine kræfter uanset hvor hyggeligt og afslappet det end er.

Jeg vil hellere ses med nogle venner to timer ad gangen og så lidt oftere, end en hel dag, hvor man ’bare hænger’. Ikke at der som sådan er noget galt med at ’hænge’ og lade tiden flyde – det er skønt, når det kan lade sig gøre. Ofte bliver jeg dog træt efter nogle timer, og så vil jeg hellere gå glad hjem efter en god oplevelse end at trække den længere end jeg har kæfter til. Et eksempel på det, er fra da jeg var yngre og gik i byen, der foretrak jeg at gå glad hjem kl. 12 istedet for at blive til 03, hvor de sidste timer så ikke var nær så gode som de første, fordi mine kræfter reelt set var sluppet op allerede kl. 12. Resultatet var så at de sidste, lidt for hårde, timer kom til at fylde alt for meget og gjorde at mine kræfter dagen efter var mindre end de ellers ville have været, så jeg ville se tilbage på aftenen som værende hård og ikke ret god fordi det som helhed var for meget for mig.

Det har taget mig flere år at acceptere dét, og at hvile i at lytte til min krop, og sige stop og gå hjem før andre. Men jeg har også indset at der ikke er nogen, der er tjent med at jeg presser mig selv mere end højest nødvendigt, så hellere stoppe mens legen er god.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Hensyn og (selv)medlidenhed

img_9448

Der er, synes jeg, en hårfin grænse mellem hensyn og medlidenhed. Og så alligevel ikke, men jeg oplever tit at medlidenhed bliver et misforstået hensyn, som jeg ikke bryder mig om. Samtidig betyder det altså , at når jeg aktivt tager afstand fra (selv)medlidenhed frasiger jeg mig ofte også hensyn.

Sådan helt grundlæggende synes jeg ikke der er ret meget, der er synd for mig. Jo, en gang i mellem, når jeg er ekstra syg er det da lidt synd for mig, men i det daglige er det ikke synd for mig, at jeg er kronisk syg. Det er et livsvilkår, som jeg ikke kan ændre på, og hverken medlidenhed eller selvmedlidenhed er konstruktive tanker synes jeg. Det gør jeg meget ud af både at sige til folk og vise det. Men resultatet er at jeg så glemmer at sige, at jeg faktisk gerne vil have, at der bliver taget hensyn en gang i mellem. Når jeg er ude at rejse med mine veninder spørger de altid, hvornår vi skal være tilbage på hotellet, for at jeg kan nå at tage min medicin inden vi skal ud at spise. Dét hensyn kan jeg blive helt rørt over. Men jeg har lært, at jeg ikke kan forvente hensyn, når jeg tager sådan afstand fra medlidenhed – og det er okay. Har man sagt A må man også sige B, og jeg vil hellere undvære hensyn end have medlidenhed. Derfor er jeg også blevet god til selv at bede om hjælp, for jeg vil gerne have hjælp og jeg har også brug for det ind i mellem.

En anden lidt negativ konsekvens ved at jeg ikke selv svælger i selvmedlidenhed og ikke ønsker det fra andre, er at jeg så har svært ved at give det til andre. Medlidenhed altså. Nogle gange er det hårdt og rart med medlidenhed, og det er langt fra alle, der ikke bryder sig om medlidenhed. Misforstå mig ikke, jeg kan sagtens være medfølende og jeg er også som menneske ret empatisk. Men jeg har svært ved at synes, at noget er synd for nogen når det nu ikke er synd for mig. Et tænkt eksempel: jeg hoster normalt meget – det er ikke synd for mig synes jeg, derfor er min logik, at det så heller ikke er synd for andre hvis de hoster. Men det kan det jo sagtens være, for de er ikke vant til det og for dem er det ikke en del af livet, det er noget nyt, flygtigt og hårdt. Så de har faktisk brug for noget medlidenhed, som jeg ikke er i stand til at give. Dog er jeg blevet bedre til at give medlidenhed siden det for ca. 3 år siden gik op for mig, hvordan min logik fungerer og hvordan jeg overfører mit selvsyn til andre.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Der er altid en dag i morgen

unnamedFor mig er der altid en dag i morgen. Det er der selvfølgelig for de fleste mennesker, og heldigvis for det da, men jeg bliver nødt til at prioritere og planlægge mine kræfter i morgen, idag. Jeg kan ikke bare tage i morgen i morgen og idag idag. For hvis jeg bruger mange kræfter idag er der færre til i morgen.

Der er noget helt lavpraktisk i, at jeg skal relativt tidligt op for at få taget min medicin. Relativt tidligt er ikke kl. 7, men det nytter ikke at sove til kl. 11 og så først komme op og igang kl. 12. For det første får jeg lavt morgen-blodsukker langt før kl. 11, for det andet skal der helst gå et par timer mellem min morgen- og aften-medicin, så jeg skal op og igang. Derfor går jeg meget sjældent, meget sent i seng, og jeg drikker mig ikke fuld. Det kræver mere af mig at passe min behandling med tømmermænd end det kræver af mig at undgå at blive fuld. Det er alt sammen et trade-off, en vurdering af hvad der er mest vigtigt for mig. Og min behandling kommer altid i første række. Altid!

Men det gælder ikke kun tømmermænd, som jeg har skrevet om her, så planlægger jeg mine kræfter og mine weekender, sådan at jeg kan bruge for mange kræfter en dag hvis det er nødvendigt. Så ved jeg bare at jeg har færre næste dag. Det kræver også nogle gange meget af mig at være sammen med andre mennesker, og at skulle navigere min sukkersyge i dét, så dagen efter et heldagsarrangement er jeg også brugt, og har brug for at slappe af.

I det daglige har jeg lært hele tiden at vurdere mine kræfter, og jeg er blevet god til at mærke efter, hvornår jeg skal sige fra. Men jeg ville også lyve hvis jeg ikke en gang i mellem ville ønske at jeg kunne tage i morgen, i morgen.

To-do lister

img_3595Jeg ELSKER to-do lister. Jeg elsker følelsen af at kunne strege noget ud, at være færdig med noget og at visuelt kunne se en fremdrift. Jeg er som person klart en afslutter og ikke en starter. Jeg starter som hovedregel ikke noget, som jeg ikke kan færdiggøre, og jeg er ikke i mål før jeg når 100%. Først når jeg er i mål kan punktet på listen streges.

Men to-do lister har også en anden funktion for mig. Mit hoved er altid fyldt med ting jeg skal huske (drikke vand, vurdere blodsukker, få lidt motion, hvad er klokken, huske mine piller, huske min medicin osv. osv.), samtidig foregår der en konstant vurdering af mine kræfter i mit hoved og sidst men ikke mindst, er mit hoved fyldt af alle mulige normale mor- og voksen-ting (hvad skal vi have til aftensmad, hvem henter i børnehaven, husk madpakken etc). Så allerede fra starten er mit hoved på hårdt arbejde, så to-do lister eller bare lister i det hele taget, hjælper mig til at befrie mit hoved fra at brænde helt sammen. I weekenden laver jeg ofte en liste over hvad jeg (vi) skal nå i løbet af lørdag og søndag, det inkluderer små og store ting, lige fra at vi skal huske at vaske tøj til at vi skal bestille flybilletter til en ferie eller til at vi skal købe en liter mælk. På arbejdet laver jeg lister over hvad jeg skal nå i løbet af ugen, og har vi gang i større projekter laver jeg lister over hvad vi mangler. Lister stresser mig ikke, tværtimod. Da vi flyttede ind i vores lejlighed havde vi 2 A4-sider på computer med ting, som vi skulle have lavet. Stort og småt. Jeg ved andre ville blive stresset af en lang liste, for mig befrier det hovedet fra at skulle huske alt.

Kort sagt redder alle mine lister mig fra at gå ned med stress.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Da nissen sov længe

3208cca2-da5c-4ca7-b21f-a38a8286c3ef
December er her i huset lig med pakkekalender til Mini A. Lavet af mig. 24 pakker. Og jeg nyder det, glæder mig, og hygger mig med at finde på, pakke ind og glæde. Før jeg fik børn var dét faktisk én af de ting, som jeg glædede mig til: at lave pakkekalender til mit barn. Men når man er 3-4-5 år (og måske også ældre) er udsigten til pakker så spændende, at det er svært at vente med at åbne den næste. Sidste år havde vi derfor gennem hele december Mini A på besøg flere gange hver eneste nat: “er det morgen mor, må jeg få en pakke nu mor?”. 6. december kl. 03:33 overvejede jeg meget seriøst bare at give hende resten af gaverne og “få det overstået”. For mit helbred har det svært med manglende søvn, og også Mini A var kronisk træt hele december.

Så i år har jeg besluttet, at vi her hos os har en syv-sover-nisse. Den kan simpelthen ikke stå tidligt op, og kommer derfor først med gaver om eftermiddagen, når vi kommer hjem fra børnehaven.

Jeg håber virkelig at det virker hele december, og at det redder vores søvn og overskud her i jule-måneden.
Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)