Mini A – 5 år

img_2676

I dag bliver Mini A 5 år. Det er vildt synes jeg – det er 5 år siden, at jeg blev mor og 5 år siden, at jeg fødte hende på Riget.

Det var svært for mig, at blive gravid pga. min sygdom, og det var en rigtig hård graviditet, hvor jeg fra start af var sygemeldt nogle timer om ugen, og hvor det også allerede fra starten af blev besluttet, at jeg skulle fuldtidssygemeldes 8 uger før termin.

Mini A kom da også ca. en måned før tid, så jeg nåede at få lidt barsel alene før hun kom. Det var godt for min krop at føde før tid, da jeg til sidst havde tabt mig meget, var blevet grå i ansigtet, næsten kun havde plads til flydende mad (yoghurt, suppe m.m.) og stort set kun kunne ligge ned. Men det har været det hele værd. Så absolut. Jeg ville gøre det igen hvis jeg skulle. Men jeg gør det ikke igen.

Jeg skal ikke være gravid igen og jeg skal ikke være mor igen. Jeg nyder det jeg har, at de gik godt, at det lykkedes og at mit helbred stadig er godt. Men det var en lang og sej kamp, hvor jeg i det åre lange forløb ikke var meget værd. Skulle jeg dét igennem igen, ville jeg være en dårlig mor for Mini A i den tid kampen om barn nr. 2 stod på. Når den lille ny så kom, ville jeg være så træt at al min energi måtte bruges på den lille ny. Igen ville jeg være en dårlig mor for Mini A og en dårlig version af mig selv – og det ville være mere end almindeligt svært for mig at prioritere min medicin og min behandling også (læs evt. også indlægget her om at min inhalator er mit andet barn – og det tætteste Mini A kommer på en søster eller bror).

Jeg nyder hvad jeg har, er taknemmelig for at det lykkedes og omfavner de fordele der er i kun at have et (fuldstændig fantastisk) barn.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Lidt men godt

img_3424

Kvalitet frem for kvantitet. Kært barn har mange navne, men i reglen går jeg altid så vidt det overhovedet er muligt efter ”lidt men godt”. Her tænker jeg ikke, når jeg spiser chokolade eller den slags. Jeg tænker mest i sociale sammenhænge, som godt kan tære på mine kræfter uanset hvor hyggeligt og afslappet det end er.

Jeg vil hellere ses med nogle venner to timer ad gangen og så lidt oftere, end en hel dag, hvor man ’bare hænger’. Ikke at der som sådan er noget galt med at ’hænge’ og lade tiden flyde – det er skønt, når det kan lade sig gøre. Ofte bliver jeg dog træt efter nogle timer, og så vil jeg hellere gå glad hjem efter en god oplevelse end at trække den længere end jeg har kæfter til. Et eksempel på det, er fra da jeg var yngre og gik i byen, der foretrak jeg at gå glad hjem kl. 12 istedet for at blive til 03, hvor de sidste timer så ikke var nær så gode som de første, fordi mine kræfter reelt set var sluppet op allerede kl. 12. Resultatet var så at de sidste, lidt for hårde, timer kom til at fylde alt for meget og gjorde at mine kræfter dagen efter var mindre end de ellers ville have været, så jeg ville se tilbage på aftenen som værende hård og ikke ret god fordi det som helhed var for meget for mig.

Det har taget mig flere år at acceptere dét, og at hvile i at lytte til min krop, og sige stop og gå hjem før andre. Men jeg har også indset at der ikke er nogen, der er tjent med at jeg presser mig selv mere end højest nødvendigt, så hellere stoppe mens legen er god.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Jeg kæmper…og vinder

img_7700

Det lyder så negativt, når jeg siger at mit liv er en kamp. Men det er det. En kamp, som jeg i det store hele vinder – bevares –  men det er en daglig kamp. På godt og ondt er der mange ting, som jeg selv kan påvirke ved min sygdom og mit helbred. Det er jo dejligt at jeg selv kan gøre en forskel, men det forpligter også synes jeg, for gør jeg det ikke, bliver jeg jo bare mere og mere syg. Jeg kan heller ikke hvile lidt på laurbærrene – hver dag starter jeg forfra på min kamp. Men jeg vinder den – langt de fleste dage i hvert fald. Og dét er jeg faktisk ret stolt over.

  • Jeg kæmper for ikke at blive forkølet. For bliver jeg dét, er det ensbetydende med flere måneders hoste. Jeg undgår så vidt det overhovedet er muligt folk der er forkølede, jeg bliver influenza-vaccineret hvert år, og sidst men ikke mindst, er jeg ekstremt opmærksom på ikke at fryse om natten.
  • Jeg kæmper for at holde maven i gang. Pga. al den medicin jeg får har jeg tendens til mild forstoppelse. Det er hverken sundt eller rart, så det prøver jeg med alle midler at undgå: jeg er meget opmærksom på at drikke rigeligt, jeg får noget mildt afførende middel og jeg er opmærksom på at spise forholdsvis let fordøjelig og fiberrig mad.
  • Jeg kæmper for at holde min lungefunktion oppe. Opskriften på dét er træning og mere træning. Jeg har ikke kræfter til at træne hver dag, langt fra faktisk. Men jeg har fokus på at have en aktiv hverdag. Jeg har f.eks. aldrig en hel dag på sofaen og jeg prioriterer, så vidt det overhovedet er muligt, at gå eller cykle frem for at køre i bil eller tage det offentlige. Jeg træner 7 min. hver dag på stuegulvet og jeg træner ”rigtigt” mindst en gang om ugen (løb, svømning, fitness-center eller +5 km. cykeltur).
  • Jeg kæmper for at undgå kronisk bihulebetændelse. To gange er jeg blevet opereret for bihulebetændelse. Mine bihuler stopper til og det resulterer i hovedpine, manglende lugtesans, stoppet næse og hoste (fordi jeg så primært tækker vejret gennem munden). Jeg bruger derfor næsespray ved det mindste tegn på forkølelse og så skyller jeg næsen flere gange om ugen – og hver dag, når jeg er forkølet. Det lindrer og hjælper, og har nu i flere år sikret mig “åbne” bihuler.

Hver dag starter jeg forfra med mine kampe, men jeg vinder dem sgu. Ikke hver dag – men i det store billede, så er jeg sikker på at det nytter noget alt det jeg gør. Men det ér en kamp, en kamp, som jeg meget af tiden nyder fordi jeg bliver stolt når jeg vinder. Men jeg gad da godt bare en dag eller to at kunne slappe helt af.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Tilbage på sporet

img_3790

Efter min hårde dag for to uger siden blev jeg nedlagt af hvad jeg tror er influenza. Ligesom rigtig rigtig mange andre har jeg været forkølet, haft feber og hostet. Ligesom mange andre har jeg måtte blive hjemme fra arbejde i flere dage end jeg plejer. Jeg har levet af næse-spray, panodiler og hostestillende piller, og jeg har hostet uendeligt meget. Men jeg er klart i bedring. Helt klart. Men modsat mange andre er jeg ikke rask på 14 dage. Det lyder som om der er mange, der har hostet næsten lige så meget som mig, og deres hoste er fortsat i flere dag, for derefter lige så stille at blive mindre og mindre. Sådan er det jo også for mig, det tager bare længere tid. Således hoster jeg stadig meget nu her 14 dage efter. Men der er små fremskridt hele tiden:

  • I sidste uge kunne jeg igen gå på arbejde efter 6 hverdage væk.
  • I torsdags lå jeg fladt ned i sengen og sov (ellers halv-sidder jeg for at mindske hosten), afbrudt af nogle hosteanfald i løbet af natten. Men jeg lå ned når jeg sov.
  • I fredags cyklede jeg (lige så stille) 7 km.
  • Og i dag var jeg ude at løbe for første gang i næsten 3 uger. Igen afbrudt af nogle ret voldsomme hosteanfald. Men jeg løb hele turen og jeg er ret stolt af mig selv.

Så det går den rigtige vej, og jeg elsker det. Der plejer at gå ca. en måned fra jeg er syg til at jeg ikke hoster (mere end normalt) mere, så mon ikke også der gør det denne gang. Så om 14 dage er jeg helt rask og det er officielt forår.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

En hård dag

img_2596I dag har været en af de dage, hvor jeg skulle grave dybt for at finde de tre gode ting.

Oven på en uge med sygdom (Åge) og manglende overskud (Mini A) var jeg træt da weekenden kom. Det var bare som om at weekenden ikke gav det overskud, som jeg havde håbet på.

Det er som om hele Danmark er syge og forkølede med hoste, feber og snot for tiden. Jeg havde lidt naivt håbet på, at jeg kunne slippe ved at holde mig i behørig afstand fra – ja, alle (f.eks. har Åge sovet på sofaen et par nætter i et forsøg på ikke at smitte mig). Men så heldig skulle jeg ikke være. Så natten til søndag begyndt jeg så at hoste. Søndag var vi til fødselsdag hele dagen, så vi var ikke så sultne til aftensmad. Jeg spiste så bare en ostemad og drak en kop te. Dét kunne mit blodsukker ikke lide og farrede i vejret. Jeg tog lidt insulin inden natten og lagde mig ned i et forsøg på at sove. Det tog lidt tid pga. hosten, men det lykkedes.

Kl. 03.05 vågnede jeg så, rystende og med lavt blodsukker, så jeg drak en juice, og spiste en portion Havrefras, og gik så i seng igen. Indtil kl 05:30 lykkedes det mig sådan nogenlunde at holde hosten nede, men kl. 5:30 gik den ikke længere og jeg opgav at sove mere og hostede i stedet. Man skulle tro at en nat fra helvede var nok, men kl. 6:30 fik jeg mavekramper og de fortsatte og fortsatte. Jeg håbede hele tiden at det ville gå over, så jeg tog en rolig morgen, fik kæmpet mig i regnen og med mavesmerter op og aflevere Mini A og var egentlig på vej på arbejde. Men kl 9:20 var der ikke udsigt til bedring, så jeg kapitulerede, vendte om og cyklede hjem i seng igen.

Først omkring kl. 11 fortog smerterne sig. Men der var min krop så træt, afkræftet og dehydreret at jeg blev i sengen stort set resten af dagen.
I dag har været en rigtig øv-dag og en ærgerlig start på en ny uge. Men i morgen bliver bedre (hey – den kan umuligt blive værre!) og det lykkedes mig trods alt at finde tre gode ting.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)