Lidt men godt

Mig og min kalender

img_3838

En gang for små 25 år siden, da jeg gik i 2. eller 3. klasse, fortalte vores klasselære os om vigtigheden af at have en lektiebog. Altså en lille bog, hvori man skrev hvad man havde for til hvornår. Forstadiet til en rigtig kalender om man så må sige. I slutningen af hver time blev vi alle bedt om at tage vores lektiebog frem, og så skulle vi skrive ned fra tavlen hvad vi havde for til næste gang. Det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg kiggede ellers aldrig i den. Jeg fangede nemlig aldrig rigtig fidusen, da jo jeg sagtens kunne huske hvad jeg havde for (for det meste lavede jeg det bare den dag, hvor vi fik det for, og så var det jo automatisk klar, når jeg skulle bruge det), og det var heller ikke svært for mig at huske, at jeg hver onsdag aften skulle til spejder.

Senere i de større klasser – 8./9. klasse – havde man en kalender, og det skulle helst være den tykke slags fra Mayland med spiral-ryg og én side pr. dag. Derudover skulle man gerne have 5, 7, 10 farvede kuglepenne, så man kunne skrive pæne ting i kalenderen. I løbet af året voksede den sig så tykkere og tykkere, fordi den blev fyldt med udklip, søde citater (skrevet med de pæne kuglepenne), og hilser fra veninderne osv. Det tjente også som planlægnings værkstøj, men mest af alt var det et præstigeprojekt og et godt tidsfordriv i timerne.

I studietiden – her er vi nok kun små 12 år tilbage i tiden – brugte jeg rent faktisk min kalender, som et redskab til at holde styr på hvad jeg skulle hvornår. Dels fordi jeg da jeg læste på CBS ikke havde ens skema fra uge til uge, men også fordi jeg jo nu var 100% ansvarlig for min sygdom med dertilhørende læge-aftaler. Jeg husker tydeligt da jeg i 21 års fødselsdagsgave fik den læder-indbundne Mulberry kalender, som jeg sådan havde ønsket mig. Det var den lidt mindre version med en uge pr. dobbelt-side, hvilket var perfekt til mig og gav mit et godt overblik. Den fulgte mig i mange år – indtil iPhones og outlook overtog.

Da jeg var færdig  med at studere og fik fast job i 2011, gik jeg over til at bruge kalenderen i outlook, som jeg så synkroniserede med min telefon. Den kalenderform bruger jeg stadig, og de private aftaler er også synkroniseret med Åge. Vi skriver ind hvem der skal hente og bringe Mini A, og hvis den ene har en aftale med nogle venner/ veninder booker den den anden, sådan at vi begge to ved hvad den anden skal – og så der altid er nogen hos Mini A. Hver uge laver vi så derudover ugeplan, så vi ikke misser noget. Men der hvor min kalender bliver uundværlig for mig, er i forbindelse med min sygdom. Jeg besøger 1-2 læger/ specialister hver uge, og nogle af tiderne får jeg over ½ år ude i fremtiden. Havde jeg ikke min kalender ville jeg udeblive fra mange af aftalerne, jeg ville ikke være i stand til at leve et normalt liv og i sidste ende ville det gå udover mit helbred der ikke ville blive passet ordentligt. Jeg kan også med stolthed i stemmen sige, at jeg kun én gang er udeblevet fra en lægetid, og det var en tid, der lå en time efter, at jeg havde født Mini A – og da jeg havde været hos den samme læge gangen før, havde de sagt “og hvis du ikke dukker op næste gang, så ved vi at det er fordi du er ved at føde”. Hvilket i sig selv er skræmmende sagt da jeg fødte 4,5 uge før tid. Men uanset hvad synes jeg, at den udeblivelse er lovligt undskyldt – og ellers er jeg mødt op til tiden alle de hundredevis af tider, som jeg har haft i årenes løb.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt men godt