Planlagt spontanitet

img_7689Tro det eller ej, så elsker jeg spontane ting. Eller rettere sagt, jeg elsker at have overskud til at gøre noget spontant, for det er nemlig, dér ‘hunden ligger begravet’. Selvom jeg elsker at være spontan, er det nemlig relativt sjældent at jeg har overskud til det. Derfor vil de fleste, der kender mig godt, nok ikke sige, at jeg er en person, der godt kan lide spontane ting – tvært i mod. Jeg opererer derfor med ’planlagt spontanitet’. Det lyder jo ved første øjekast modstridende, men jeg planlægger,  at jeg kan være spontan hvis jeg vil.

Hvis jeg f.eks. har inviteret gæster til brunch elsker jeg, hvis det udvikler sig til en gå-tur efterfulgt af eftermiddags-kaffe, og pludselig er klokken 17. Vel at mærke hvis jeg har planlagt, at jeg kan være spontan. Hvis jeg har sovet godt om natten, hvis jeg ikke har noget vasketøj der skal klares, hvis jeg ikke har lavet andre planer osv. osv. Jeg kan godt være spontan uden, at det er planlagt, men så nyder jeg det ikke og jeg hviler ikke idet. Så bliver det stress for mig og jeg tænker mere på det, som jeg ellers skulle lave – hvilket godt bare kan være at ligge på sofaen fordi min krop er træt.

Jeg elsker også at kunne svare ”ja” hvis nogen impulsivt spørger om vi har lyst til at komme til middag dagen efter eller samme aften. Nogle gange er det mere afslappende med impulsive aftaler, fordi jeg på dagen kan vurdere om overskuddet er der eller ej, og ikke skal forudsige det.

Hvis jeg bliver inviteret til noget prøver jeg altid at gætte på hvor lang tid det tager, f.eks. antager jeg at ’eftermiddagskaffe’ slutter inden aftensmaden. Det er ikke altid jeg rammer rigtigt, men det er også ærgerligt at skulle gå midt i hyggen bare fordi jeg har planlagt det i mit hoved. Efterhånden har jeg også lært vores venner og familie at kende. Jeg ved at hos nogen slutter ”en frokost” kl. 16 – hos andre kl. 19, og når bare jeg ved det, så kan jeg hygge mig og være i det selvom kl. 19 egentlig er langt over spise tid.

Men jeg vil gerne have det hele med, så jeg planlægger mig så vidt muligt ud af at kunne ’tage det som det kommer’.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

CF med mine ord

cfGoogler man Cystisk Fibrose (CF i daglig tale), som den kroniske sygdom jeg har hedder, får man at vide, at det er en ”en arvelig sygdom og at det syge gen der er skyld i, at salttransporten i visse celletyper i lungerne, bugspytkirtlen og svedkirtlerne ikke fungerer. Sygdommen viser sig især ved symptomer netop fra luftvejene og fra bugspytkirtlen”. Google kan også fortælle en masse andet, men da dette er min blog, vil jeg give jer min forklaring på hvad CF er for mig:

CF er en arvelig sygdom – dvs. den smitter ikke. CF resulterer i, at jeg hoster – altid – hele tiden, og i perioder så meget at jeg sidder op og sover og kaster op af bare hoste. CF resulterer også i maveproblemer (af alle slags!), sådan at jeg altid skal være opmærksom på hvad jeg spiser. CF har Diabetes som følge-sygdom. CF påvirker alle celler, og dermed alle organer, i hele kroppen, personligt er jeg er hårdest ramt i luger og mave og til dels nyrerne i form af nyresten. CF resulterer i at alle væsker i kroppen er for tyktflydende, den største fare ved dét, er at slimen i lungerne er så tykt at bakterierne sætter sig godt fast. CF betyder at jeg ikke i samme grad som andre føler tørst, hvorfor jeg på min daglige to-do liste har stående: husk at drikke væske. CF betyder at jeg optager maden dårligere sådan, at jeg skal spise mere for at optage samme antal kalorier som andre. CF har for mig gjort det sværere at blive gravid. CF gør at jeg har mindre energi end andre mennesker. CF gør at jeg dagligt spiser ca. 50 piller og bruger 1 time på medicinsk-behandling. CF er også grunden til, at det ikke er givet at jeg bliver 80 år.

CF er en lorte sygdom, og samtidig har den formet mig som menneske på en måde, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville være for uden. CF er ganske enkelt en lige så naturlig del af min, som mine arme og ben er det. Selvfølgelig hader jeg periodevis min sygdom, men samtidig er den en stor del af mig og min personlighed. Dels har jeg ikke prøvet at leve uden den, dels ikke kan komme af med den. Så jeg hader den ikke hver dag, slet ikke faktisk – jeg prøver i stedet at få det bedste ud af det. Ved at få det meste ud af livet.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
    Newer posts