Mini A’s søster hedder ’inhalator’

img_2014Mini A får aldrig nogen søskende selvom det er et stort ønske fra hendes side. Dét eller en hund, vi må selv vælge, som hun siger. Da Åge ikke kan tåle hunde er vi tilbage til at mini A rigtig gerne vil have en søskende (uden at hun dog har et egentligt begreb om hvad det indebærer – på godt og på ondt). Men det kan hun ikke få – ikke en ’hel en’ i hvert fald:-) Åge og jeg skal ikke have flere børn, som jeg vil skrive mere om en anden dag, men det er nu en gang sådan landet ligger. En søskende har mange konsekvenser. Én af dem, er at man skal dele mors og fars opmærksomhed. Det skal mini A jo så ikke – og så alligevel. Jeg kunne nemlig vælge at tage så meget af min medicin som muligt når hun sov, eller når Åge var hjemme, så han kunne lege med hende. Men jeg har aktivt valgt at mini A’s søster hedder ’inhalator’. Det har jeg gjort af tre årsager.

Den første er, at jeg har et ønske om, at mini A skal lære at hele verden ikke drejer sig om hende (selvom den jo nok unægtelig gør det lidt alligevel), så hun skal altså dele min opmærksomhed med min sygdom og i særdeleshed med min behandling. For det andet har min krop brug for hvile. Så når mini A er kommet i seng, skal min krop slappe af og hvile for at være klar til dagen efter. Kun på den måde kan jeg være en god mor, en god medarbejder, en god veninde, en god datter, en god hustru og sidst, men bestemt ikke mindst, en god version af mig selv. For det tredje er det vigtigt for mig, at min sygdom og min behandling bliver en så naturlig del af hverdagen som muligt.

I starten fik jeg dårlig samvittighed over at bruge tid på at inhalere, mens mini A var vågen – nu har jeg mentalt prøvet at vende det rundt, og ser faktisk noget positivt i, på en naturlig måde, at kunne opdrage hende til, at man skal dele mors opmærksomhed.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Stabilt blodsukker #2: Chokolade

img_3195

Der er mange ting, som jeg undgår at spise – men for at livet ikke kun skal handle om fuldkorn, blev jeg af min læge under min graviditet, bedt om at vælge dét sukker som jeg synes var det sværeste at undvære, og så lære hvad det gjorde ved mit blodsukker. Valget var ikke svært. Jeg ELSKER chokolade. Stort set al slags, men især chokolade med nougat er min favorit. På en delt førsteplads er blå-ritter og Ragusa.

Det er ikke (lige så) svært for mig at undvære chips, is, sodavand, slik, hvidt brød osv. Men chokolade ville være svært for mig at undvære. Det er ‘my thing’. Derudover er det helt lav praktisk også lettere at få insulinen rigtig til chokolade, der jo indeholder andet sukker, hvor f.eks. slik er noget mere vanskeligt da det har en langt højere koncentration af rent sukker. Når jeg prøver at undgå sukker er det samtidig vigtigt for mig, at min mad i hvert fald indeholder lidt fedt – dels for smages skyld dels for at jeg ikke bliver for tynd.

Så når vi skal hygge herhjemme er det stort set altid med chokolade af en eller anden art: Ritter Sport (any kind!), lakrids-mandler, p-tærter, Toffifee, m&m’s… I hverdagen holder jeg mig til mørk chokolade med mindst 65% kakao.

Læs evt. tidligere indlæg om stabilt blodukker: #1

HUSK: Jeg er hverken diætist eller læge, alt dette beror på egne erfaringer.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Et effektivt liv er et godt liv

Som I måske har luret går jeg meget op i at være effektivt. For mig er et effektivt liv, et godt liv. Jeg er blevet bedre til at ligge på sofaen – det er jeg. Men en god dag for mig er en dag hvor jeg har nået en masse. Jeg kan godt lide at føle at jeg får noget ud af dagen, og selv 1. januar vil jeg gerne lige ud og gå bare en lille tur.

Det er jo svært at sige hvordan jeg ville have været uden min sygdom da jeg er født med den. Men en af grundene til at jeg vægter det at være effektiv så højt, er at jeg gerne vil have det hele med. Jeg vil gerne have mest muligt ud af livet. Ved at være effektiv kan jeg måske nå 2 eller 3 ting på én dag i stedt for én. Med ‘ting’ mener jeg alt fra at gå i bad. til at spise brunch med en veninde, til at gå en tur på legepladsen med mini A. Hvis man leger med tanken om at en normal gennemsnits person lever i 31.025 dage, og jeg måske kun lever i 20.476 dage så skal jeg altså nå mere på én dag for at nå lige så meget som andre. Der er jo ingen der siger jeg skal nå lige så meget som andre, og hvad når andre? Hvad er det egentlig vi skal nå? Og skal man så stresse rundt for at nå en masse? Bare fordi, hvad nu hvis?

Nej. Ingen stress. Der er i min verden en kæmpe forskel på at være effektiv og stresset. Nogen bliver stressede af at være effektive, men for mig er det lige omvendt. Jeg bliver stresset af at føle jeg ’spilde tiden’. Jeg vil (langt de fleste dage) hellere spise min morgenmad lidt hurtigere, så jeg også kan nå at gå en tur, end at hænge over maden og så ikke nå at gå en tur. Det er jo som med så meget andet: “alt med måde”, og det kan bestemt også have sin charme at hænge over morgenmaden og lade tiden flyde. I reglen er det bare ikke det jeg helst vil.

Som på billedet her hvor jeg lægger make-up samtidig med at jeg tager min medicin. Det er sjældent jeg gør det, men hvis jeg har travlt er det en god måde at slå to fluer med et smæk synes jeg.

img_3119

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Realist

img_2713Som person kan man, sat på en spids, være optimist og pessimist. Selvom det ene jo er at betragte som værende mest positivt og det andet mest negativ, synes jeg at der kan være både positive og negative elementer i begge dele. Hvis man siger ”ja det kan jeg godt” og så undervejs finder ud af, at man måske har taget munden for fuld og må bakke ud/aflyse/ komme for sent, så er det efter min mening ikke at foretrække at være optimist. Omvendt kan det også være positivt når en pessimist siger ”nej det kan jeg ikke” hvis det rent faktisk er umuligt for personen at nå/ klare.  

Hvis I spørger mig, er det dog for nemt ’bare’ at sige ja til alt eller nej til alt (som jeg godt ved er lidt et karikeret billede af at være optimistisk og pessimistisk, men alligevel). Det ville heller ikke fungere for mig. Hvis jeg troede på, at jeg kunne klare alt, og bare sagde ”ja, ja, ja”, ville jeg til sidst knække nakken på det og det ville gå ud over mit helbred. Hvis jeg omvendt sagde ”nej det kan jeg ikke” til det hele, ville jeg gå glip af mange muligheder i livet. Jeg ville ikke være kommet så langt, som jeg er i dag og jeg ville ikke kunne leve et så normalt liv, som jeg trods alt føler jeg gør.

Jeg vil derfor betragte mig selv som værende realist. Er det et ord? Jeg ved det ikke. Men det er den filosofi, som jeg lever efter. Ikke som modsætning til noget abstrakt, men som at være realistisk omkring hvad jeg kan nå/ klare/overskue. Jeg kan ikke alt, men der er trods alt meget som jeg kan nå/ overskue/ klare. Jeg er også tids-realist. Jeg er ikke typen, der tror at alting tager 10 minutter, men jeg er heller ikke typen, der kun kan nå én ting på en dag. Jeg er realistisk omkring hvor mange aftaler jeg kan kapere på en weekend, jeg er realistisk i forhold til hvor mange kræfter jeg har, og hvornår der er opbrugt. Jeg kan også ofte på forhånd forudse, hvornår noget bliver for meget, og så er jeg – hvis jeg selv skal sige det – rigtig god til at tidsestimere. Lige at smutte i Netto og købe en liter mælk tager ikke 5 minutter. Der er turen fra lejligheden ned til cyklen, cykelturen til butikken, lige at finde mælken, betale og så cykelturen hjem igen. Omkring 17 minutter er et godt bud vil jeg sige. Vi bor ret tæt på Netto.

Det er effektivt at være realistisk – og en god måde at få mest muligt ud af de kræfter man har. 

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Stabilt blodsukker #1: De ting jeg undgår

img_3108Jeg har hverken type 1 eller type 2 diabetes, men en diabetes-type der følger med min lungesygdom: CF-Diabetes. Det gør den særligt svær at regulere. I teorien må man jo som Diabetiker spise det man vil, bare man regulerer insulinen derefter. Som jeg allerede har skrevet om tidligere, så tænker jeg en hel del før jeg spiser – dette i håb om, at jeg tager den rette mængde insulin til min mad. Men da niveauet af bakterier, stress i kroppen, hvordan min mave har det osv. også påvirker blodsukkeret, er det ikke altid nok at tænke. Jeg regulerer derfor også en hel del vha. min kost. Her er mit fokus stabilt blodsukker frem for f.eks. kalorier eller fedt. Fordelen ved et stabilt blodsukker er at man – selv uden Diabetes – bliver mæt i længere tid og at man ikke pludselig får de der ture med lavt blodsukker, hvor man bliver mega sulten og kaster en masse usunde ting i hovedet. Min mad er nu ikke mere helse-agtig end at både Åge og mini A spiser det samme mad som jeg gør. Mit mantra er også at maden skal smage godt. Nogle af de produkter der er udviklet specifikt til Diabetes-patienter (aka sukkerfri produkter) smager efter min mening af pap. F.eks. bliver jeg aldrig gode venner med sukkerfri-chokolade. Vi er absolut heller ikke ude i, at jeg udelukkende lever af gulerødder, spelt og knækbrød. Og jeg spiser også andre søde sager end dadel-konfekt. Men i det store hele tænker jeg en del over hvad jeg spiser.

Jeg vil gerne lave en lille føljeton, hvor jeg giver jer indblik i hvordan jeg tænker i forhold til mad.

Denne gang får I listen over hvad jeg helst undgår:

  • Kartoffel-chips
  • Sodavand (der ikke er light)
  • Ris…alle slags
  • Hvedemel (i brød, pasta, tærter, kiks osv.)
  • (for meget) lys chokolade
  • Alle former for: Is, slik, kage osv.
  • Morgenmadsprodukter med mere end 10% sukker i

Undgår betyder ikke at jeg aldrig spiser det, men det er yderst sjældent og tit kun i mangel af bedre.

HUSK: Jeg er hverken diætist eller læge, alt dette beror på egne erfaringer.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
Older posts