Goddag jeg hedder Emilie

3 gode ting

img_3038Jeg er desværre ikke sådan en, der altid ser positivt på alting. Nogle gang skal jeg kæmpe for ikke at synes, at det hele er lidt svært. For til tider kan det være hårdt at være syg og samtidig leve et normalt liv. Grundlæggende synes jeg nu ikke mit liv er hårdt, men der er tider hvor jeg er ’nedlagt’ af noget mere end det jeg normalt er. Her kan livet være lidt svært og dagligdagen en kamp. I starten af dette år havde jeg f.eks. nyresten i 5 uger. Det var 5 lange uger og jeg græd af glæde den dag stenene kom ud. Jeg havde jo ikke voldsomme smerter hver dag i 5 uger – men på den anden side var der måske kun 5 dage i løbet af de 5 uger, hvor jeg kunne klare mig igennem dagen uden en eller anden form for mere eller mindre kraftige smertestillende. Jeg havde dage med store smerter og dage, hvor jeg havde så ondt at jeg måtte melde mig syg på arbejdet, og eftermiddage hvor jeg måtte ringe Åge tidligere hjem fra arbejdet. Der var også dage, hvor jeg (næsten) glemte at jeg havde nyresten og troede at de måske var kommet ud, uden at jeg havde opdaget det. Men i den periode var der altså dage, hvor jeg havde ret ondt af mig selv – hvilket siger meget når jeg normalt ikke just svælger i selvmedlidenhed.

Men én ting der hjalp mig rigtig meget var, at jeg hver eneste dag skrev 3 gode ting ned. Jeg havde tilfældigvis en tom notesbog liggende og i den skrev jeg hver dag 3 positive ting fra dagen. I starten var det svært at finde noget godt at sige om en dag, hvor jeg havde kastet mig rundt i sengen og kastet op af smerte. Men alle dage indeholder noget godt. En af de dage, hvor jeg havde mest ondt, lavede Åge aftensmad og mellem to smerteanfald spiste vi alle tre aftensmad inde i soveværelse, sådan at jeg kunne ligge ned. Det var hyggeligt – og det var den mest velsmagende portion pasta-kødsauce, som jeg nogensinde har fået. Nogle dage er hele dagen én stor positiv ting, andre dage er det eneste gode en omgang pasta-kødsauce. Men alle dage har gode elementer, nogle gange skal man bare grave dybere for at finde dem. Jeg har før brugt at nævne 3 gode ting fra dagen, når jeg ligger i min seng om aftenen, men ved at gøre det så struktureret, som jeg gjorde da jeg havde nyresten, og ved at gøre det fast i 2 måneder, blev jeg også opmærksom på hvad det er der gør mig glad. Hvor lidt der faktisk skal til: mini A, at gå en tur, en kop kaffe, sofa-hygge med Åge, en god morgen, at se gode venner/ veninder eller bare solskin.

Man behøver jo ikke have noget så voldsomt som nyresten, for at det er en god ting lige at stoppe op og finde 3 positive ting. Nogle dage er bare øv af den ene eller den anden årsag, men der er altid 3 små gode ting.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
   

2 kommentarer

  • Sara

    Hej Emilie. Dejlig blot og hvor er dette indlæg rigtig, men at det er nemt at tænke over hvor slet/ hårdt man har det. Når det man egentlig hellere skal er at finde bare 3 ting som gør en dag god.
    Jeg glæder mig til at læse mere, specielt nu hvor jeg om 2 uger går på barsel.
    Knus sara

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Mange tak Sara:-) Jeg tager også nogle gange mig selv i at komme til at forkusere på det hårde en gang i mellem og så hjælper de “tre gode ting” mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Goddag jeg hedder Emilie