Egen maske på først

img_3235Når man er ude at flyve og stewardessen inden afgang gennemgår sikkerhedsprocedurerne, får man altid at vide, at man skal tage sin egen iltmaske på, før man hjælper andre. Det er stik modsat det moderinstinkt, der vækkes, når man får et barn. Her sætter man barnets behov før sine egne. Altid.

Da jeg blev gravid fik jeg dog strenge ordrer fra min læge om at gå i mod netop dét instinkt. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal prioritere mit barn, men jeg må ikke tilsidesætte mig selv i en sådan grad, at det går ud over mit helbred. På nogle måder er det svært og på andre måder giver det så meget mening. Hvis jeg ikke passer mig selv og min sygdom bliver jeg dårligere og dårligere og kan mindre og mindre og dét er der ingen der er tjent med. Slet ikke Mini A.

En gang da Mini A var helt lille spurgte min sundhedsplejerske mig om Mini A lod mig tage min medicin. Selvom jeg var ny mor var jeg lidt forundret over det spørgsmål, for hos mig er det ikke Mini A, der skal ‘give lov’ til at jeg passer min behandling. Jeg SKAL tage min medicin for at kunne være en god mor, og så må jeg bare sørge for at det passer ind. Ligedan er der ikke noget der hedder, at “jeg nåede ikke at spise”. Jeg skal have mad dels pga. min sukkersyge dels for ikke at blive for tynd.

Jeg har også flere gange stået med lavt blodsukker og en træt og grædende Mini A. Også der må jeg benhårdt prioritere at drikke noget juice for at få mit blodsukker stabilt igen, og først derefter kan jeg trøste, og give (ekstra mange) kys og kram til Mini A. Gør jeg det omvendt kan jeg risikere at dejse om pga. for lavt blodsukker. Dét er trods alt værre end, at Mini A græder i 3 minutter.

Jeg er jo tvunget til at have denne indstilling, og i de fleste tilfælde kan Åge tage over, hvis der er brug for det, eller Mini A kan tage del i at jeg “tager min egen maske på først”. F.eks. elsker hun nu, når jeg har lavt blodsukker for så får hun lov til at få lidt juice sammen med mig. Men hvis jeg tænker det nøje igennem, er jeg ikke sikker på, at det er så dårlig en holdning. Alt med måde selvfølgelig, men alt andet lige er en glad, veludhvilet og rask mor at foretrække frem for en sur, træt og syg mor. Uanset om mor har en kronisk sygdom eller ej.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
   

Stabilt blodsukker #3

img_3214Ris. Ris er et kapitel for sig. Ris er ultimativt det sværeste kulhydrat at styre. Normalt stiger mit blodsukker 1-1,5 time efter jeg har spist, men med ris er det anderledes, her kommer reaktionen 3-4 timer efter jeg har spist det. Derfor er det virkelig svært at få taget den rette mængde insulin til ris. Hvis jeg tager insulinen til maden, som jeg plejer, får jeg lavt blodsukker kort tid efter, og tager jeg slet ikke noget insulin får jeg virkelig højt blodsukker i løbet af natten. Derfor undgår jeg næsten altid ris (hvide jasmin ris er selvfølgelig værre end brune parboild ris, men alle ris er svære). Men der er nogle retter med ris, som jeg synes er virkelig lækre og svære at takke nej til: sushi og risotto. Derudover er mini A vild med risengrød (året rundt – ikke kun ved juletid). Så jeg spiser ris en gang i mellem, men hvis muligt vælger jeg f.eks. byg-otto i stedet for risotto, eller ris-papirs ruller i stedet for almindelig sushi. Når vi får risengrød spiser jeg en mindre portion og så tager jeg en rugbrødsmad eller et knækbrød senere på aftenen.

Sidst men ikke mindst har jeg fundet ud af et lille trick: hvis mit blodsukker ligger fint før jeg spiser, så tager jeg først min insulin 1 time efter jeg har spist, i stedet for til maden,  som jeg plejer. Jeg sætter min telefon til at ringe og påminde mig, så jeg ikke glemmer det. Men det virker. Jeg får ikke lavt blodsukker, og jeg undgår at det i løbet af natten bliver meget meget højt. Dét lille trick gør at jeg med (mere) ro i maven kan spise ris en gang i mellem.

img_1034

Læs evt. tidligere indlæg om stabilt blodukker: #1 #2

HUSK: Jeg er hverken diætist eller læge, alt dette beror på egne erfaringer.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Zzz zzz zzz

img_0563

Nogle gange føler jeg, at søvn er den bedste behandling mod min sygdom – eller mod mange ting faktisk. Søvn, eller mangel på samme, kan være 1:1 med mit helbred, mit humør, mit overskud, og min tendens til at tage sorgerne på forskud.

Der er desværre mange faktorer, der påvirker min søvn, der er jo de helt klassiske, som: om man går tidligt nok i seng, lyset og Mini A der i perioder vågner om natten. Men for mig er der også andre ting, der kan ødelægge nattesøvnen: til tider hoster jeg så meget, at jeg vågner af det flere gange i løbet af natten, mit blodsukker kan blive lavt, så jeg må op og spise og lige vente på, at det bliver OK igen før jeg kan sove videre, eller det kan være højt, så jeg skal op og tisse flere gange, eller min mave kan drille, så jeg vågner med ondt i maven.

Som i måske kan regne ud er oddsene næsten højere for en dårlig nat end en god nat. Derfor værner jeg meget om min søvn og forsøger at påvirke de ting, som jeg rent faktisk har indflydelse på, så meget som muligt. Jeg går sjældent sent i seng, vi holder også stædigt fast i, at Mini A sover i sin egen seng hele natten og vi har mørkelægning i soveværelset. Til en nødsituation har jeg et par sove-briller under hovedpuden.

Jeg er måske dårligere til at klare en nat uden søvn end andre, i længden i hvert fald. For jeg har så meget træning i ikke at sove igennem, at jeg sagtens kan fungere med 3-4 timers søvn en enkelt nat. Jeg skal så bare kompensere natten efter…eller natten efter igen. Fordi jeg på egen krop mærker hvad søvn gør af gode ting, og manglede søvn gør af dårlige ting, gør jeg (eller vi) også alt hvad jeg kan for at Mini A sover godt: hun har en god seng, kommer i seng på samme tid både hverdag og weekend, og når vi rejser har vi trygge rammer med i form af egen dyne og en stor bamse.

Søvn er efter min mening bare rigtig vigtig, for stor og lille, syg og rask. 

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
   

Planlagt spontanitet

img_7689Tro det eller ej, så elsker jeg spontane ting. Eller rettere sagt, jeg elsker at have overskud til at gøre noget spontant, for det er nemlig, dér ‘hunden ligger begravet’. Selvom jeg elsker at være spontan, er det nemlig relativt sjældent at jeg har overskud til det. Derfor vil de fleste, der kender mig godt, nok ikke sige, at jeg er en person, der godt kan lide spontane ting – tvært i mod. Jeg opererer derfor med ’planlagt spontanitet’. Det lyder jo ved første øjekast modstridende, men jeg planlægger,  at jeg kan være spontan hvis jeg vil.

Hvis jeg f.eks. har inviteret gæster til brunch elsker jeg, hvis det udvikler sig til en gå-tur efterfulgt af eftermiddags-kaffe, og pludselig er klokken 17. Vel at mærke hvis jeg har planlagt, at jeg kan være spontan. Hvis jeg har sovet godt om natten, hvis jeg ikke har noget vasketøj der skal klares, hvis jeg ikke har lavet andre planer osv. osv. Jeg kan godt være spontan uden, at det er planlagt, men så nyder jeg det ikke og jeg hviler ikke idet. Så bliver det stress for mig og jeg tænker mere på det, som jeg ellers skulle lave – hvilket godt bare kan være at ligge på sofaen fordi min krop er træt.

Jeg elsker også at kunne svare ”ja” hvis nogen impulsivt spørger om vi har lyst til at komme til middag dagen efter eller samme aften. Nogle gange er det mere afslappende med impulsive aftaler, fordi jeg på dagen kan vurdere om overskuddet er der eller ej, og ikke skal forudsige det.

Hvis jeg bliver inviteret til noget prøver jeg altid at gætte på hvor lang tid det tager, f.eks. antager jeg at ’eftermiddagskaffe’ slutter inden aftensmaden. Det er ikke altid jeg rammer rigtigt, men det er også ærgerligt at skulle gå midt i hyggen bare fordi jeg har planlagt det i mit hoved. Efterhånden har jeg også lært vores venner og familie at kende. Jeg ved at hos nogen slutter ”en frokost” kl. 16 – hos andre kl. 19, og når bare jeg ved det, så kan jeg hygge mig og være i det selvom kl. 19 egentlig er langt over spise tid.

Men jeg vil gerne have det hele med, så jeg planlægger mig så vidt muligt ud af at kunne ’tage det som det kommer’.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

CF med mine ord

cfGoogler man Cystisk Fibrose (CF i daglig tale), som den kroniske sygdom jeg har hedder, får man at vide, at det er en ”en arvelig sygdom og at det syge gen der er skyld i, at salttransporten i visse celletyper i lungerne, bugspytkirtlen og svedkirtlerne ikke fungerer. Sygdommen viser sig især ved symptomer netop fra luftvejene og fra bugspytkirtlen”. Google kan også fortælle en masse andet, men da dette er min blog, vil jeg give jer min forklaring på hvad CF er for mig:

CF er en arvelig sygdom – dvs. den smitter ikke. CF resulterer i, at jeg hoster – altid – hele tiden, og i perioder så meget at jeg sidder op og sover og kaster op af bare hoste. CF resulterer også i maveproblemer (af alle slags!), sådan at jeg altid skal være opmærksom på hvad jeg spiser. CF har Diabetes som følge-sygdom. CF påvirker alle celler, og dermed alle organer, i hele kroppen, personligt er jeg er hårdest ramt i luger og mave og til dels nyrerne i form af nyresten. CF resulterer i at alle væsker i kroppen er for tyktflydende, den største fare ved dét, er at slimen i lungerne er så tykt at bakterierne sætter sig godt fast. CF betyder at jeg ikke i samme grad som andre føler tørst, hvorfor jeg på min daglige to-do liste har stående: husk at drikke væske. CF betyder at jeg optager maden dårligere sådan, at jeg skal spise mere for at optage samme antal kalorier som andre. CF har for mig gjort det sværere at blive gravid. CF gør at jeg har mindre energi end andre mennesker. CF gør at jeg dagligt spiser ca. 50 piller og bruger 1 time på medicinsk-behandling. CF er også grunden til, at det ikke er givet at jeg bliver 80 år.

CF er en lorte sygdom, og samtidig har den formet mig som menneske på en måde, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville være for uden. CF er ganske enkelt en lige så naturlig del af min, som mine arme og ben er det. Selvfølgelig hader jeg periodevis min sygdom, men samtidig er den en stor del af mig og min personlighed. Dels har jeg ikke prøvet at leve uden den, dels ikke kan komme af med den. Så jeg hader den ikke hver dag, slet ikke faktisk – jeg prøver i stedet at få det bedste ud af det. Ved at få det meste ud af livet.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Mini A’s søster hedder ’inhalator’

img_2014Mini A får aldrig nogen søskende selvom det er et stort ønske fra hendes side. Dét eller en hund, vi må selv vælge, som hun siger. Da Åge ikke kan tåle hunde er vi tilbage til at mini A rigtig gerne vil have en søskende (uden at hun dog har et egentligt begreb om hvad det indebærer – på godt og på ondt). Men det kan hun ikke få – ikke en ’hel en’ i hvert fald:-) Åge og jeg skal ikke have flere børn, som jeg vil skrive mere om en anden dag, men det er nu en gang sådan landet ligger. En søskende har mange konsekvenser. Én af dem, er at man skal dele mors og fars opmærksomhed. Det skal mini A jo så ikke – og så alligevel. Jeg kunne nemlig vælge at tage så meget af min medicin som muligt når hun sov, eller når Åge var hjemme, så han kunne lege med hende. Men jeg har aktivt valgt at mini A’s søster hedder ’inhalator’. Det har jeg gjort af tre årsager.

Den første er, at jeg har et ønske om, at mini A skal lære at hele verden ikke drejer sig om hende (selvom den jo nok unægtelig gør det lidt alligevel), så hun skal altså dele min opmærksomhed med min sygdom og i særdeleshed med min behandling. For det andet har min krop brug for hvile. Så når mini A er kommet i seng, skal min krop slappe af og hvile for at være klar til dagen efter. Kun på den måde kan jeg være en god mor, en god medarbejder, en god veninde, en god datter, en god hustru og sidst, men bestemt ikke mindst, en god version af mig selv. For det tredje er det vigtigt for mig, at min sygdom og min behandling bliver en så naturlig del af hverdagen som muligt.

I starten fik jeg dårlig samvittighed over at bruge tid på at inhalere, mens mini A var vågen – nu har jeg mentalt prøvet at vende det rundt, og ser faktisk noget positivt i, på en naturlig måde, at kunne opdrage hende til, at man skal dele mors opmærksomhed.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
   

Stabilt blodsukker #2

img_3195

Der er mange ting, som jeg undgår at spise – men for at livet ikke kun skal handle om fuldkorn, blev jeg af min læge under min graviditet, bedt om at vælge dét sukker som jeg synes var det sværeste at undvære, og så lære hvad det gjorde ved mit blodsukker. Valget var ikke svært. Jeg ELSKER chokolade. Stort set al slags, men især chokolade med nougat er min favorit. På en delt førsteplads er blå-ritter og Ragusa.

Det er ikke (lige så) svært for mig at undvære chips, is, sodavand, slik, hvidt brød osv. Men chokolade ville være svært for mig at undvære. Det er ‘my thing’. Derudover er det helt lav praktisk også lettere at få insulinen rigtig til chokolade, der jo indeholder andet sukker, hvor f.eks. slik er noget mere vanskeligt da det har en langt højere koncentration af rent sukker. Når jeg prøver at undgå sukker er det samtidig vigtigt for mig, at min mad i hvert fald indeholder lidt fedt – dels for smages skyld dels for at jeg ikke bliver for tynd.

Så når vi skal hygge herhjemme er det stort set altid med chokolade af en eller anden art: Ritter Sport (any kind!), lakrids-mandler, p-tærter, Toffifee, m&m’s… I hverdagen holder jeg mig til mørk chokolade med mindst 65% kakao.

Læs evt. tidligere indlæg om stabilt blodukker: #1

HUSK: Jeg er hverken diætist eller læge, alt dette beror på egne erfaringer.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Et effektivt liv er et godt liv

Som I måske har luret går jeg meget op i at være effektivt. For mig er et effektivt liv, et godt liv. Jeg er blevet bedre til at ligge på sofaen – det er jeg. Men en god dag for mig er en dag hvor jeg har nået en masse. Jeg kan godt lide at føle at jeg får noget ud af dagen, og selv 1. januar vil jeg gerne lige ud og gå bare en lille tur.

Det er jo svært at sige hvordan jeg ville have været uden min sygdom da jeg er født med den. Men en af grundene til at jeg vægter det at være effektiv så højt, er at jeg gerne vil have det hele med. Jeg vil gerne have mest muligt ud af livet. Ved at være effektiv kan jeg måske nå 2 eller 3 ting på én dag i stedt for én. Med ‘ting’ mener jeg alt fra at gå i bad. til at spise brunch med en veninde, til at gå en tur på legepladsen med mini A. Hvis man leger med tanken om at en normal gennemsnits person lever i 31.025 dage, og jeg måske kun lever i 20.476 dage så skal jeg altså nå mere på én dag for at nå lige så meget som andre. Der er jo ingen der siger jeg skal nå lige så meget som andre, og hvad når andre? Hvad er det egentlig vi skal nå? Og skal man så stresse rundt for at nå en masse? Bare fordi, hvad nu hvis?

Nej. Ingen stress. Der er i min verden en kæmpe forskel på at være effektiv og stresset. Nogen bliver stressede af at være effektive, men for mig er det lige omvendt. Jeg bliver stresset af at føle jeg ’spilde tiden’. Jeg vil (langt de fleste dage) hellere spise min morgenmad lidt hurtigere, så jeg også kan nå at gå en tur, end at hænge over maden og så ikke nå at gå en tur. Det er jo som med så meget andet: “alt med måde”, og det kan bestemt også have sin charme at hænge over morgenmaden og lade tiden flyde. I reglen er det bare ikke det jeg helst vil.

Som på billedet her hvor jeg lægger make-up samtidig med at jeg tager min medicin. Det er sjældent jeg gør det, men hvis jeg har travlt er det en god måde at slå to fluer med et smæk synes jeg.

img_3119

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Realist

img_2713Som person kan man, sat på en spids, være optimist og pessimist. Selvom det ene jo er at betragte som værende mest positivt og det andet mest negativ, synes jeg at der kan være både positive og negative elementer i begge dele. Hvis man siger ”ja det kan jeg godt” og så undervejs finder ud af, at man måske har taget munden for fuld og må bakke ud/aflyse/ komme for sent, så er det efter min mening ikke at foretrække at være optimist. Omvendt kan det også være positivt når en pessimist siger ”nej det kan jeg ikke” hvis det rent faktisk er umuligt for personen at nå/ klare.  

Hvis I spørger mig, er det dog for nemt ’bare’ at sige ja til alt eller nej til alt (som jeg godt ved er lidt et karikeret billede af at være optimistisk og pessimistisk, men alligevel). Det ville heller ikke fungere for mig. Hvis jeg troede på, at jeg kunne klare alt, og bare sagde ”ja, ja, ja”, ville jeg til sidst knække nakken på det og det ville gå ud over mit helbred. Hvis jeg omvendt sagde ”nej det kan jeg ikke” til det hele, ville jeg gå glip af mange muligheder i livet. Jeg ville ikke være kommet så langt, som jeg er i dag og jeg ville ikke kunne leve et så normalt liv, som jeg trods alt føler jeg gør.

Jeg vil derfor betragte mig selv som værende realist. Er det et ord? Jeg ved det ikke. Men det er den filosofi, som jeg lever efter. Ikke som modsætning til noget abstrakt, men som at være realistisk omkring hvad jeg kan nå/ klare/overskue. Jeg kan ikke alt, men der er trods alt meget som jeg kan nå/ overskue/ klare. Jeg er også tids-realist. Jeg er ikke typen, der tror at alting tager 10 minutter, men jeg er heller ikke typen, der kun kan nå én ting på en dag. Jeg er realistisk omkring hvor mange aftaler jeg kan kapere på en weekend, jeg er realistisk i forhold til hvor mange kræfter jeg har, og hvornår der er opbrugt. Jeg kan også ofte på forhånd forudse, hvornår noget bliver for meget, og så er jeg – hvis jeg selv skal sige det – rigtig god til at tidsestimere. Lige at smutte i Netto og købe en liter mælk tager ikke 5 minutter. Der er turen fra lejligheden ned til cyklen, cykelturen til butikken, lige at finde mælken, betale og så cykelturen hjem igen. Omkring 17 minutter er et godt bud vil jeg sige. Vi bor ret tæt på Netto.

Det er effektivt at være realistisk – og en god måde at få mest muligt ud af de kræfter man har. 

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
   

Stabilt blodsukker #1

img_3108Jeg har hverken type 1 eller type 2 diabetes, men en diabetes-type der følger med min lungesygdom: CF-Diabetes. Det gør den særligt svær at regulere. I teorien må man jo som Diabetiker spise det man vil, bare man regulerer insulinen derefter. Som jeg allerede har skrevet om tidligere, så tænker jeg en hel del før jeg spiser – dette i håb om, at jeg tager den rette mængde insulin til min mad. Men da niveauet af bakterier, stress i kroppen, hvordan min mave har det osv. også påvirker blodsukkeret, er det ikke altid nok at tænke. Jeg regulerer derfor også en hel del vha. min kost. Her er mit fokus stabilt blodsukker frem for f.eks. kalorier eller fedt. Fordelen ved et stabilt blodsukker er at man – selv uden Diabetes – bliver mæt i længere tid og at man ikke pludselig får de der ture med lavt blodsukker, hvor man bliver mega sulten og kaster en masse usunde ting i hovedet. Min mad er nu ikke mere helse-agtig end at både Åge og mini A spiser det samme mad som jeg gør. Mit mantra er også at maden skal smage godt. Nogle af de produkter der er udviklet specifikt til Diabetes-patienter (aka sukkerfri produkter) smager efter min mening af pap. F.eks. bliver jeg aldrig gode venner med sukkerfri-chokolade. Vi er absolut heller ikke ude i, at jeg udelukkende lever af gulerødder, spelt og knækbrød. Og jeg spiser også andre søde sager end dadel-konfekt. Men i det store hele tænker jeg en del over hvad jeg spiser.

Jeg vil gerne lave en lille føljeton, hvor jeg giver jer indblik i hvordan jeg tænker i forhold til mad.

Denne gang får I listen over hvad jeg helst undgår:

  • Kartoffel-chips
  • Sodavand (der ikke er light)
  • Ris…alle slags
  • Hvedemel (i brød, pasta, tærter, kiks osv.)
  • (for meget) lys chokolade
  • Alle former for: Is, slik, kage osv.
  • Morgenmadsprodukter med mere end 10% sukker i

Undgår betyder ikke at jeg aldrig spiser det, men det er yderst sjældent og tit kun i mangel af bedre.

HUSK: Jeg er hverken diætist eller læge, alt dette beror på egne erfaringer.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Energi-regnskab

img_1340I de seneste par år har jeg fokuseret meget på hvad der giver mig energi, og hvad der modsat, stjæler min energi. Efter at være blevet opmærksom på det, prøver jeg at prioritere det, der giver mig energi frem for det der tager den fra mig. Det lyder måske banalt, men for mig har det været lidt af en øjenåbner. Jeg er klar over, at man ikke kun kan lave ting, der giver en selv noget – nogle gange skal man også gøre noget (evt. for andre), selvom det måske stjæler mere energi end det giver. Men det vigtigste synes jeg er, at der i det stor regnskab er mest af det energi-givende.

F.eks. kan jeg egentlig godt lide at ordne vasketøj, hvorimod havearbejde ville være en sur pligt (bl.a. derfor bor vi ikke i hus). Jeg kan også godt lide at ’nusse rundt’ derhjemme og rydde lidt op. Rengøring dræner mig, så der er vi så priviligerede at have mulighed for at vi kan prioritere at få andre (læs: et rengøringsfirma) til at klare det for os.

Alene-tid er generelt noget der giver mig energi, samtidig kan jeg også kan sagtens komme hjem helt glad og fyldt med energi efter at have været ude at spise med Åge, veninder eller familie. At læse højt for mini A giver mig også mere energi end det gør at lege med Lego (heldigvis er Åge omvendt, så mini A får det bedste fra begge verdener).

Generelt har det givet mig rigtig meget at vide, hvad der trækker op og ned på min energi-konto. Og det er noget jeg konstant har fokus på. Nogle gange opvejer det givende det tagende og så er det (for mig) dét værd at lave det der stjæler energien også. F.eks. bryder jeg mig ikke synderligt om at lave mad: det trækker fra i energi hos mig. Men jeg kan godt lide at spise god mad: så det lægger til. Så jeg laver mad, hver dag, fordi det trods alt giver mig mere at spise god mad, end det trækker fra at lave det.

Ved at være bevidst om, hvad der giver og trækker fra, kan jeg sikre mig, at jeg som minimum går i nul – helst prøver jeg dog at sørge for, at der som oftest er plus på min energi-konto.

img_0348

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Jeg laver mad-plan

img_3079

Jeg flyttede hjemmefra i 2005, og har lige så længe lavet madplaner. Altså en plan for hvad jeg – og sidenhen min familie – skal have at spise til aftensmad en uge frem i tiden. Jeg er typen, der bliver mere inspireret hjemme i sofaen end ved at stå i et supermarked kl. 16:45 efter arbejde. Skulle jeg hver dag beslutte hvad vi skulle spise, ville vi ende med at spise pasta-med-smør hver dag. Jeg synes også det er stressende at skulle ’finde på’ hver dag, og det er ikke effektivt (eller økonomisk) at handle hver dag. Med mine briller på kan jeg ikke se noget negativt i madplaner, og jeg føler mig på ingen måde låst af dem – som jeg ved ofte er andres primære grund til ikke at lave madplaner.

Jeg laver som sagt planen en uge ud i fremtiden, så altså 7 dage ad gangen planlægger jeg, hvad vi skal have til aftensmad. Det lyder af meget, men i realiteten skal jeg faktisk kun finde på 3-4 retter hver uge, da..

..der stort set altid er en dag hver uge, at vi ikke spiser hjemme.

..tirsdag er Take-Away-Tirsdag.

..en dag er altid ”buffer dag”. Netop fordi jeg planlægger over en uge ud i fremtiden, kan der jo opstå uforudsete ting: vi bliver inviteret ud, vi har rester fra dagen før (der ikke kan fryses), solen skinner og vi spiser en pizza i en park eller vi har fået stor frokost, og har kun plads i maverne til en rugbrødsmad, eller hvad det nu kan være. Buffer-dag kan så også være mad fra fryseren hvis der nu ikke sker noget uforudset (lasagne fra en tidligere dag, kødsauce suppleret med pasta – den slags).

..der er slutteligt altid en dag med mad der kan holde sig. Igen da jeg planlægger frem i tiden, kan der ske uventede ting, og jeg bryder mig ikke om at smide mad ud. Så en af ugens retter er lavet med enten noget der kan fryses (kød og fisk) hvis det ikke bliver brugt, eller med råvarer, der kan holde sig længe f.eks. spiser vi jævnligt ravioli med tomatsauce og bacon. Det tager 10 min. at lave, mini A elsker det og alle delene kan holde sig mere end et par dage i køleskabet.

Således er jeg nede på at jeg ’bare’ skal finde på 3-4 retter.

F.eks. kunne en madplan se sådan ud:

  • Mandag: Ravioli
  • Tirsdag: Take-Away
  • Onsdag: Tomatsuppe
  • Torsdag: Buffer-dag
  • Fredag: Pita-brød
  • Lørdag: Middag hos venner (f.eks.)
  • Søndag: Lasagne (hvor halvdelen så ryger i fryseren til en ”buffer-dag”)
Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)